top of page
Låtefoss Norge

Sydnorge Rundt på 8 dage

Pris fra kr. 4.650 pr. person

Oplev det bedste af Norge

Opdag Norges spektakulære natur! Tag med på en rejse spækket med vilde outdoor-oplevelser, prægtige nationalparker og de største seværdigheder. 

Du behøver ikke rejse langt væk for at nyde et eventyr, du sent vil glemme. Storslåede landskaber med knejsende tinder, dybe fjorde og vilde outdoor-oplevelser – det er, hvad der venter dig på denne rejse. Pak bilen, nyd et miks af overnatninger i rooftop, på hotel og på færge. Og find den helt store eventyrlyst frem.
 

Rejsen tager dig fra den charmerende hovedstad, Oslo, til Norges største nationalpark, Hardangervidda. Fra brusende vandfald til dybfrosne gletsjere. Du kommer på bjergtagende smukke vandreture til fx Trolltunga og Preikestolen og mærker adrenalinen pumpe, når du prøver kræfter med white river rafting, canyoning eller isklatring. Oplev Europas største bestande af vildtlevende rensdyr, eller udforsk Norges små, pittoreske byer. 

PRISEN INKLUDERER

EKSTRA OPLEVELSER

  • Leje af rooftop

  • 7 overnatninger i alt 

  • 2 overnatninger på færge i indvendig kahyt

  • 1 overnatning på min. 3-stjernet hotel inkl. halvpension (morgenmad og aftensmad)

  • 4 overnatninger i rooftop

  • Færgeoverfart med personbil (Frederikshavn-Oslo og Stavanger-Hirtshals)

  • Inspiration til aktiviteter og overnatninger i rooftop 

  • Mini-udekøkken (gasblus, service, gryde og køleboks)

  • 1 klapbord og 2 klapstole

  • Sengelinned, varme luksusdyner, puder og ekstra tæpper 

  • Masser af fantastiske oplevelser og seværdigheder

PRAKTISKE OPLYSNINGER

  • Anbefalet periode: fra maj til oktober, hvor vejret er lunest

  • Det tager ca. 5 minutter at slå rooftoppen op og ned

  • Rooftop og udstyr udleveres fra kl. 16.30 på afrejsedagen og returneres senest kl. 15.00 på hjemkomstdagen

  • Medbring selv mad til udekøkkenet med mulighed for opbevaring i køleboks

Anbefalede ekstra oplevelser på turen – bookes og betales direkte hos den lokale udbyder. Forbehold for prisændringer.

  • Rafting i Dagali Fjellpark, fra ca. 

  • Canyoning i Dagali Fjellpark, fra ca. 

  • Zipline i Geilo, fra ca.

  • Hardangervidda Natursenter, fra ca. 

  • Trolltunga Via Ferrata, fra ca. 

  • Blue Ice Hike på Juklavass-gletsjer, fra ca.

  • Laksestudio i Sand, fra ca.

  • Snorkeltur i Sand, fra ca.

NOK     690,-
NOK  1.200,- 

NOK     599,-

NOK     160,-
NOK  1.550,-
NOK     990,-
NOK       40,-
NOK     850,-

TILLÆGSPRISER

  • ​Højsæsontillæg kan forekomme - oplyses ved booking

  • Pris pr. medbragt barn, op til 2 børn kan medbringes (børn under 2 år er gratis, hvis de sover i samme seng som deres forældre)

  • Der kan forekomme parkeringsafgifter flere steder, fx ved Preikestolen, Trolltunga, Folgefonna National Park, i Oslo m.fl.

DKK 1.999,-

Kontakt vores rejseeksperter

henneing_edited_edited.jpg

Henning Winum Bruun
Forretningsudvikler

HB@ourstuff.dk
  27209020

Priser

FORSLAG TIL PROGRAM

Dag 1: Afrejse med færge mod Oslo 
Fra Aarhus til Frederikshavn til Oslo – 200 km

Turen starter i Aarhus med afhentning af udstyr og montering af rooftoppen på din bil. Derefter går turen mod Frederikshavn, hvor du tager med DFDS natfærgen, der sejler dig mod et fantastisk og oplevelsesrigt eventyr i Norge. 

 

Overnatning i indvendig kahyt på færge.  

Dag 2: Ankomst og sightseeing i Oslo 
Fra Oslo til Geilo – 240 km

Du ankommer med færgen til Oslo tidligt om morgenen. Det betyder, at du har masser af tid til at tage på opdagelse i den norske hovedstad. Tag fx en god spadseretur igennem den prægtige Vigeland Skulptur Park, der står smukt med blomstrende bede, grønne plæner og kunstfærdige skulpturer. Slentre op ad den berømte Carl Johans Gate til kongeslottet. Se den futuristiske operabygning ved vandet, eller nyd en kop kaffe ved den hyggelige havnepromenade. Besøg den højdeskrækindjagende skihopbakke Holmenkollen, eller mærk historien ved Akershus-fæstningen. Hvad end du har af favorit-seværdigheder på ønskelisten, ja, så byder Oslo i den grad velkommen til en oplevelsesrig dag.


Efter en dejlig dag i Oslo er det tid til at køre videre mod nord til Geilo, hvor den står på overnatning i naturskønne og bjergrige omgivelser. Vi anbefaler, at du tager den smukke rute via Hardangervidda til Geilo.

Overnatning i rooftop ved Geilo. 

Dag 3: Outdoor-aktiviteter, rensdyr og vandfald 
Fra Geilo til Eidfjord – 100 km

I dag står du op til en dag, hvor du kan vælge mellem masser af fede aktive oplevelser i Geilos prægtige natur. Geilo er nemlig kendt for at tilbyde nogle af Europas bedste outdoor-oplevelser, både for begyndere og øvede. Hvad med naturskøn cykeltur eller en tur ad udfordrende mountainbike tracks? Måske vil du prøve kræfter med adrenalinpumpende white water rafting, udfordre dig selv med canyoning eller fire dig ned ad Norges længste zipline? Foretrækker du i stedet et roligere tempo? Så snør vandreskoene til vandring i den nærliggende nationalpark Hallingskarvet. I Geilo er der næsten uanede muligheder for at være aktiv i naturen, så du kan frit vælge dine yndlingsaktiviteter – fx i Dagali Fjellpark (aktiviteterne, med undtagelse af vandring, er mod betaling hos den lokale udbyder). 


Efter en dejlig dag i Geilo, går turen nu via Pass-vejen mod Norges største nationalpark, Hardangervidda National Park. I nationalparken oplever du Nordeuropas største bjergplateau, der er formet af istidens gletsjer, så landskabet bølger af sted i selskab af nøgne fjelde, blanke søer og knejsende morænevægge. Nyd den historiske vildmark og hold udkig efter rensdyr, for her lever Europas største bestand af vildtlevende rensdyr på intet mindre end ca. 40.000 dyr. Begiv dit i retning mod Eidfjord, der skærer sig smukt ind i nationalparkens barske landskab. Tag her på aftentur til det brusende og dramatiske Vøringsfossen, der er et af Norges smukkeste vandfald med et imponerende fald på 182 meter. Du kan enten vandre den korte rute på ca. 1,5 time eller den lange rute på ca. 2,5 time. 
 

Overnatning i rooftop ved Eidfjord.

Dag 4: Sublim vandring i Norges største nationalpark
Fra Eidfjord til Ullensvang – 50 km

Stå op til naturskønne omgivelser og udsigt til et mageløst eventyr langs majestætiske fjelde og bjergtagende smukke fjorde. Fra Eidfjord går turen nemlig videre mod Hardangerfjord, der er Norges anden længste fjord. Bliv klogere på den fascinerende, norske natur og klima på Hardangervidda Natursenter (entré mod betaling, ca. 160 NOK), eller oplev naturen på egen hånd på en af de mange naturskønne vandreruter i Hardangervidda National Park. Her er der ruter til alle niveauer. Du kan fx tage en let og kort vandretur ad Frugtstien ved Lofthus, eller Husedalen, der ligeledes er en relativt let rute – med fire vandfald undervejs. Skal du udfordre dig selv lidt mere, kan du vælge Munketrapperne ved Lofthus. Ønsker du en mere krævende heldagsvandring, så kast dig over Dronning Sonjas Panoramarute, der tager dig med ad en af Hardangers smukkeste vandrestier.

Vil du udfordre dig selv med en af Norges mest ikoniske vandreture, så vælg Trolltunga, der er lang, vanskelig og krævende, men det hele værd, når du først når det verdensberømte klippeudspring. Du kan også kombinere både moutainbiking, vandring og klatring på Trolltunga Via Ferrata i selskab med en guide, der tager dig på den ultimative tur igennem det sublime landskab med et nervepirrende og uforglemmeligt adrenalinkick. Via Ferrata-turen er mod betaling (priser fra 1.550 NOK inkl. guide og leje af udstyr), kræver en god fysisk form og anbefales ikke til personer med højdeskræk, dårlige knæ eller gangbesvær.   
Sidst på dagen kører du mod Ullensvang, hvor dagen slutter med indkvartering til et velfortjent afslappende hotelophold. 

Overnatning på 3-stjernet hotel inkl. halvpension. 

 

Dag 5: Gletsjerhike og tvillingevandfald 
Fra Ullensvang til Sand – 140 km

Efter en god nats søvn er det tid til at drage mod Folgefonna National Park, der danner rammen om intet mindre end tre gletsjere. Gletsjerne ligger som enorme, blytunge dyner hen over landskabet, og synet er fantastisk! Et stensikkert punkt på din bucketlist, som du heldigvis får muligheden for at vinge af i dag. Du kan opleve gletsjerplateauet på en af to måder. Enten kan du gå en tur på Baurbreen-gletsjeren på egen hånd, det kræver ikke andet udstyr end et par behagelige vandresko og varmt tøj. Eller du kan tage med på en guidet tur på Juklavass-gletsjeren. Turene varierer fra nemme vandreruter til mere krævende og ekstreme ruter med isøkser og pigklædte isstøvler, fx den berømte Blue Ice Hike (mod betaling, ca. 990 NOK inkl. guide, udstyr m.m.). 
Efter et minderigt besøg ved Folgefonna-gletsjerne, går turen videre ad R13 og direkte forbi tvillingevandfaldet Låtefossen. Vandfaldet kaster sig brusende og frådende ned fra fjeldenes toppe og er billedskønt indrammet af den pittoreske stenbro over det oprørte vand. 

 

Overnatning i rooftop nær Sand i Rogaland. 
 

Dag 6: Norsk idyl og laksevandring 
Fra Sand til Jørpeland – 95 km

Denne dag byder på dejlig afslapning i den hyggelige, lille by Sand, der med sine hvide huse ligger smukt placeret ud til en af Norges mange dybblå fjorde. Her kan du spadsere igennem Høsebrua-broen eller tage en dukkert i søen. Fra midten af juni til slutningen af september kan du også besøge Norges første laksestudio (entré mod betaling, ca. 40 NOK). Her har du via undersøiske vinduer første parket til floden, hvor laksene springer på deres færd mod deres gydested. Området byder også på mulighed for at fiske eller deltage i en laksesafari, hvor du med snorkel dykker ned i floden til fiskene (mod betaling, ca. 850 NOK). Ved snorkling udleveres der våddragter. Sidst på dagen går turen mod syd med kurs mod Jørpeland. Undervejs har du rig mulighed for at finde dit yndlingsspot i det storslåede norske landskab til et stop for natten. 

 

Overnatning i rooftop.

 

Dag 7: På toppen af Preikestolen 
Fra Jørpeland til Stavanger – 60 km

I dag bestiger vi Preikestolen, der er en af Norges ultimative must see-attraktioner.  Og det er ikke uden grund. For med vandreskoene snøret på, går turen mod højderne igennem skovrige fjelde med formidable udsigter. Til sidst når du det berømte, flade plateau på toppen, hvor klippen brat falder over 600 meter mod fjordens kongeblå vandspejl. Og herfra breder panoramaudsigten sig over de knejsende fjelde og den bugtende Lysefjord. Turen kan gennemføres uden guide og i almindelig fysisk form. Det tager omtrent 4-5 timer. Medbring en lille madpakke, og nyd din frokost med turens smukkeste udsigt. Preikestolens højder giver et sug i maven – og klippen har da også lagt scene til ingen ringere end både Tom Cruise i Mission Impossible og James Bond. (Turen er gratis, men parkering ved startstedet koster ca. 250 DKK).

 

Kommer du tidligt af sted denne dag, kan du nå at afslutte dagen med et besøg i den idylliske by Stavanger, kendt for sine brostensbelagte gader og pittoreske træhuse. 
Om aftenen er det tid til at gå ombord på Fjordline-færgen, der lægger til i Stavanger, og som sejler dig retur til Danmark med ankomst i Hirtshals.


Overnatning i indvendig kahyt på færge.
 

 

Dag 8: Hjemrejse til Danmark 

Fra Stavanger til Hirtshals til Aarhus – 185 km

Efter en god nats søvn på havet, ankommer du om morgenen til Hirtshals. Herefter går køreturen mod Aarhus, hvor rooftop og udstyr afleveres. En uforglemmelig tur i Sydnorge er ved vejs ende, men med dig hjem har du minderne om Norges majestætiske landskaber, bugtende fjorde, mageløse gletsjere, vilde dyreliv, sublime outdoor-oplevelser og billedskønne byer.  

Rigtig god tur!

Program

OPLEVELSER PÅ TUREN

Sightseeing i Oslo

Norges hovedstad byder dig velkommen til et væld af oplevelser og seværdigheder! Mærk fx historien ved Akershus fæstningen, højdeskrækken ved Holmenkollen eller tonerne af kunsten ved operahuset. Spadsér også i Vigeland-parken, eller se kongeslottet. Der er masser at give sig til i Oslo!   

White water rafting i Geilo

Skal hjertet banke i brystet og adrenalinen suse igennem kroppen? Mens vandmasserne kaster sig omkring dig? Så prøv kræfter med de brusende floder i Geilo med white water rafting! Det er sjovt, hæsblæsende og en oplevelse, du bestemt ikke glemmer igen! 

Læs mere >

white water geilo
Oplevelser
Hardanger vidda husedalen

Hardangervidda National Park

Norge er kendt for sin storslåede natur – og Hardangervidda National Park er bestemt ingen undtagelse. Nationalparken er Norges største, og her breder det uberørte landskab sig, så langt øjet rækker. Du kan opleve både vandfald, blanke bjergsøer, golde bjergtoppe, grønne vidder og enorme flokke af rensdyr. 

Læs mere >

Vøringsfossen

Det brusende Vøringsfossen 

Brusende vandfald, stejle klippevægge og et spektakulært landskab klædt i frodige, grønne nuancer. Glæd dig til at opleve et af Norges bedst kendte vandfald – Vøringsfossen. Vandfaldet kaster sig frådende ud over klippeskrænten fra 182 meters højde og er et imponerende syn. 

Læs mere >

Ikoniske Trolltunga

Når du først har nået Trolltungas top, husker du det for evigt! Den lange og krævende vandrerute til fjeldets top tager dig med igennem den smukkeste, norske natur. Og på toppen ved det ikoniske klippeudspring venter belønningen: panoramaudsigt over Norges storslåede natur!

Læs mere >

Troltunga

Gletsjervandring på Folgefonna 

Gletsjervandring bør være på enhvers bucket list! Du behøver heldigvis ikke tage længere end til Sydnorge for at vandre på intet mindre end tre sammenhængende gletsjere. Kæmp dig frem med isøkse og pigklædte støvler for en adrenalinfyldt oplevelse – eller tag en rolig tur hen over isen i dit eget tempo. 

Læs mere >

Tvillingevandfaldet Låtefoss

Tvillingevandfaldet Låtefossen  

Der er noget eventyrligt og dragende over et vandfald – og med et tvillingevandfald bliver den følelse bestemt ikke mindre. Kør ad rute 13 og nyd synet af det 165 meter høje vandfald fra den pittoreske, gamle stenbro. Kraftfuldt og smukt! 

Læs mere >

Laksevandring

Oplev et af naturens særegne fænomener – laksevandringen gennem de norske fjorde! I Sands laksestudio kan du gennem undersøiske vinduer opleve laksene springe mod strømmen – og vil du helt tæt på, har du mulighed for at snorkle med laksene. Spadsér også en tur igennem broen Høsebrua, hvorfra du kan opleve Sands flotte natur. 

Læs mere >

Vandring til Preikestolen

604 meter over Lysefjords vandspejl troner det berømte klippeplateau Preikestolen med en næsten berusende panoramaudsigt. Og vandreturen derop skorter heller ikke på bjergtagende udsigter over den storslåede natur. Vandreturen er 8 km og er velfortjent en af Norges mest berømte. 

Læs mere >

Prædikestolen

Norsk idyl i Stavanger 

Stavanger er indbegrebet af norsk idyl. Smukt beliggende ved fjorden og med hvidmalede træhuse, brostensbelagte gader og farvestrålende blomster er byen som taget ud af et norsk eventyr. Nyd en slentretur igennem centrum eller snup en kaffepause på en af dens stemningsfulde caféer. 

Læs mere >

Norsk Idyl

FIND NEMT DINE OPLEVELSER PÅ KORTET

Kort

BOOK NU

Tak for din besked!

Book Nu
bottom of page